Hele verden fra forstanden
Værket "Hele verden fra forstanden" er at finde på Knivholt - på muren ved hovedbygningen og blev indviet den 26.8. 2023 ved åbningen af Stafet for livet 2023.
Steffen Brandt er født 14. juni 1953 i Åbyhøj ved Århus. Han er musiker, sanger, sangskriver og tekstforfatter, og har siden 1981 været forsanger i popgruppen TV2, hvor han har skrevet tekst og musik til alle gruppens sange.
I 2003 fik Brandt Modersmål-Selskabets sprogpris for sin indsats for det danske sprog, og i 2016 blev han tildelt Statens Kunstfonds livsvarige hædersydelse. I begrundelsen for ydelsen stod der blandt andet:
‘Steffen Brandt synes at være drevet af en konstant ambition om at genopfinde sig selv samtidig med, at man som lytter aldrig er i tvivl om det særligt 'brandtske' - det spydige, sarkastiske, kærligt kritiske og altid rammende hverdagssprog, hvormed han har formået at definere den danske folkesjæl.’
TV2 har udgivet mere en tyve album. Citatet, der er valgt til værket i Poesiparken, stammer fra sangen ”Hele verden fra forstanden” fra albummet: ”Rigtige mænd gider ikke høre mere vrøvl” fra 1985. Albummet var det mest solgte i 1985.
Uret tikker, hjertet banker
hele verden fra forstanden
gør dog noget, løb for livet
brug dog tiden, elsk hinanden