Fiskeren
Værket "Fiskeren" er et af fem værker, som er placeret på læskærmene på Lodstorvet
Værkerne fortæller om Frederikshavns nærhed til havet. Og det er fotograf Linda Suhr, Suhr Production, der har taget billederne til Lodstorvet.
På værket kan du læse et digt af Holger Drachmann. Holger Drachmann (1846-1908) var dansk digter og kunstmaler.
Drachmann var fiskernes ven, hvilket især skyldtes én episode. Skagens redningsmand, Lars Kruse blev i 1879 indstillet til Fortjenstmedaljen efter sit lange virke som formand for redningsflåden – og efter at have reddet omtrent 200 mænd fra druknedøden. Men da han skulle modtage prisen, var den blevet sendt tilbage igen med en kort skrivelse: ”Lars Kruse var ikke nogen ’ærlig’ mand.”
I 1844 havde den dengang 15-årige Lars Kruse solgt et stykke ”Blaatræ”, der var strandingsgods, og blev sammen med sine tre venner stillet for dommeren og straffet med pisk. Denne forseelse gjorde, at Kruse ikke kunne modtage sin medalje mange år efter.
Drachmann skrev til byfogeden og talte Kruses sag. Brevet fra 22. juni 1879 slutter: ”Hvis min blotte Opfordring i disse Linjer imidlertid skulle vise sig utilstrækkelig, da agter jeg at opbyde al min Energi og den Indflydelse jeg øver i den danske og skandinaviske Presse til Bedste for en så værdig Client, og jeg skulde da meget beklage om jeg, ved at sprede lys i denne Sag, tillige kom til at berøre mulige tilgrænsende Skygger i Hr. Byfogedens Jurisdiction og i de sociale Forhold paa Skagen”. Kruse fik sin medalje samme efterår. Efter denne sag gav fiskerne Drachmann kælenavnet: Store Tummel
De 5 værker på Lodstorvet er en gave fra Byfonden til Frederikshavn i anledning af Frederikshavns købstadsjubilæum.
Min fa'er han var en fiskermand
med hus på land,
med båd på vand,
med klæder i sin kiste;
han lærte mig fra jeg var barn
at ro en båd og røgte garn;
Til sidst han selv forliste
og fiskene ham spiste.