Et samfund kan være så stenet
Digtet af Inger Christensen kan opleves på den runde bænk foran indgangen til Frederikshavn Rådhus, Rådhus Allé 100 i Frederikshavn
Bænken er 10 meter bred og vil være et naturligt mødested for poesivandringerne. Samtidig skaber bænken mulighed for at man i det daglige kan slå sig ned og tage et hvil på Rådhuspladsen.
Inger Christensen er en af Danmarks allerstørste lyrikere. Flere af hendes digtsamlinger er udråbt til moderne klassikere.
Inger Christensen er født i Vejle i 1935. Hun voksede op i et arbejderkvarter som den ældste i en søskendeflok på tre. Hendes far var skrædder og hendes mor kokkepige (før ægteskabet).
Inger blev i 1958 uddannet lærer på Århus Seminarium, og hun debuterede i 1962. I 1969 fik hun sit gennembrud, da digtsamlingen ”Det” udkom.
Inger Christensen modtog adskillige priser for sit forfatterskab og døde i 2009.
Værk nr. 50
Værket ”Et samfund kan være så stenet” lyder således:
Et samfund kan være så stenet,
at alt er en eneste blok,
og indbyggermassen så benet,
at livet er gået i chok
Og hjertet er helt i skygge
Og hjertet er næsten hørt op
Til nogen begynder at bygge
En by der er blød som en krop.
Digtet er også en sang i Højskolesangbogen.