Gå til hovedindhold

Her går vi ...

‎I Poesipark Frederikshavn har vi et værk af Benny Andersen; digtet ”Små mennesker, store afstande” fra digtsamlingen ”Personlige papirer” fra 1974.

Flisepoesi "Her går vi ved siden af hinanden"

Indhold

    I Frederikshavns nye gågade, som blev indviet i 2021, finder du 12 værker i belægningen.

    Frederikshavn har nære relationer til Norge og Sverige - og Danmark, Norge og Sverige er også historisk, kulturelt og sprogligt forbundne. Derfor er der valgt skandinavisk poesi, der knytter sig til de enkelte lande, som passer til Frederikshavn. Der er er svensk poesi i den nordlige ende af gågaden, dansk i midten og norsk i den sydlige ende.

    Benny Andersen er en af Danmarks ”store” nationaldigtere. Kendt af de fleste for sine sprogligt finurlige og humoristiske digte og viser.

    Nok allermest kendt for ”Svantes lykkelige viser” fra 1972 og det musikalske samarbejde med Povl Dissing. ”Svantes lykkelige dag” er optaget i Højskolesangbogen, og vi elsker alle linjerne: ”Livet er ikke det værste, man har, og om lidt er kaffen klar.”

    Benny Andersen er født den 7. november 1929 i Søborg i et arbejderhjem. Han gik ud af skolen efter 7. klasse, var i lære på et reklamebureau, men sprang fra før han var udlært og begyndte at tjene penge som hyggepianist. Og så begyndte han at skrive, digte især, men også noveller, børnebøger, sange, teater og hørespil. Første digtsamling udkom i 1960 og sidste i 2018. I næsten 60 år berigede Benny Andersen os således med sine fine betragtninger om livet på vers. Han døde den 16. august 2018 i Sorgenfri.

    Her går vi ved siden af hinanden.
    Imellem os er der tolvtusind mil.
    For stædige til at skyde den lille
    genvej på godt og vel et smil.